Autoescape
Bestil billeje her:

    Jamaica

     

     

     

    Jamaica er tropeøernes fader med grønne palmer, svimlende vandfald og brede hvide sandstrande. I reggaens hjemland repræsenterer indbyggerne et væld af kulturer, der tilsammen skaber den specielle jamaicanske stemning. For turister er der feriemuligheder for enhver smag. Der er festlige mega-badehoteller med egen bar og privat strand, hvor det er muligt at holde ferie sammen med andre turister uden nogensinde at støde på lokalbefolkningen. Der er private villaer, hvor man kun skal dele stranden med sig selv, eller der er hoteller i hovedstaden Kingston, hvor reggaen regerer i gaderne sammen med småhustlerne og lommetyvene.

    Fakta

    Hovedstad

    Kingston

    Indbyggere

    2.650.000 (2000)

    Areal

    10.990 km2

    Primære sprog

    Det officielle sprog er engelsk, men mange taler den lokale dialekt patois.

    Lokalt navn

    Jamaica

    Geografi

    Det bjergrige Jamaica er den tredjestørste af de Vestindiske Øer, der ligger 145 kilometer syd for Cuba. På nord- og vestkysten ligger mange af de tropiske strande, der har gjort landet verdensberømt, men geografien er meget mere kompleks end de hvide badestrande lader øjne. Skrøbelige økosystemer i de skovrige bjergområder veksler med underjordiske huler og flodsystemer i et virvar af eksotiske planter. Dyrene har lidt hårdt under turistinvasionen, og der er næsten kun importerede pattedyr tilbage, mens krybdyrene har meget bedre leveomstændigheder.

    Største religion

    Protestantisme. Yderligere er der en del katolikker, jøder, muslimer og hinduer samt rastafarier, der tror på den afdødes kejser af Etiopiens guddommelighed.

    Styreform

    Konstitutionelt monarki

    Rejseforberedelse

    Pas og visum

    Planlægger du en rejse til udlandet, er det vigtig, at dit pas er gyldigt. Du skal være opmærksom på, at det ikke altid er nok, at passet er gyldigt i det tidsrum, du rejser. En del lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i månederne efter udrejse af landet. Inden du rejser, er det også vigtigt, at du undersøger, om der kræves visum til de lande, du ønsker at besøge. Du kan få informationer om dette ved de enkelte landes ambassader eller ved det danske udenrigsministerium. Ofte er det muligt at få visum ved indrejse i landet, men vil du undgå ventetid og eventuelle problemer, er det en god ide at søge om visum, inden du rejser hjemmefra.

    Pakkeliste

    Står du og skal ud og rejse, er det vigtigt, du overvejer, hvad du vil pakke i kufferten eller rygsækken. Hvad der skal med på turen, afhænger naturligvis af, hvor du skal hen, og hvor længe du skal være væk. Det er altid en god ide at undersøge ting som vejrforhold og eventuelle regler om påklædning i de lande, du gerne vil besøge. Vi har lavet en pakkeliste med ting, der er vigtige at medbringe. Et-to par bukser/nederdele Trøjer/skjorter Undertøj Strømper Godt fodtøj Badetøj, shorts og t-shirts (hvis der er varmt) Lille taske eller rygsæk til penge, solbriller og så videre Gyldigt Pas Eventuelt visum Forsikringspapirer Flybilletter Kreditkort Lidt lokal valuta Eventuelt Vaccinationsattest Toiletsager Solcreme Lille håndklæde Aspirin eller Paracetamol mod smerter og feber Diarrépiller Insektspray Plaster Kondomer Nål og tråd

    Husk inden afrejse

    Inden du tager på ferie, er der nogle praktiske ting, som er værd at huske. Bekræft eventuelle flybilletter Husk at lukke alle vinduer og lås døren inden afrejse Lad ikke telefonsvareren fortælle at du er taget væk på ferie. Træk stikket ud til fjernsyn, computer, kaffemaskine og andre el-installationer. Få naboer eller venner til at holde øje med hjemmet, fjerne aviser og post samt vande dine blomster Hvis du er væk i længere tid, så flyt eventuelt din adresse, bed i alle tilfælde familie eller venner om at tjekke din post, betale husleje og regninger.

    Toldregler

    Når man rejser i udlandet kan det være fristende at købe lidt ekstra spiritus eller parfume med hjem til at forsøde dagligdagen, men må man egentlig det? Toldreglerne ændres fra tid til anden, ligesom der er forskel på, om man har opholdt sig indenfor EU eller udenfor EU. Derfor bør man inden afrejse tjekke toldreglerne, så man ved, hvor meget det er tilladt, man køber med hjem. Er du i tvivl, så find yderligere informationer på Rejsehandel.dk.

    Helbred og vaccinationer

    Inden din afrejse bør du altid tjekke om du har de nødvendige og anbefalede vaccinationer for at rejse i landet. Du kan finde de seneste informationer hos Netdoktor. Husk også at konsultere din egen læge.

    Rejselitteratur

    Politikens Turen går til Caribien Lonely Planet Jamaica

    Bedste rejsetid

    Dette helårlige tropeparadis har ingen dårlige årstider. Der kan komme byger på alle tider af året, men flest i maj og oktober. Der er officiel orkanvarsling fra juni til november, men Jamaica er et af de caribiske lande, der slipper fra flest af de faretruende storme.

    Valuta

    Jamaican Dollar (J$), 1 dollar = 100 cents Du kan altid se den seneste kurs på Forex hjemmeside. Forex er officiel leverandør af kurser til travelmarket.com.

    Vægt og mål

    På Jamaica benytter man følgende måleenheder: Vægt: kilogram Temperatur: celsius Afstande: kilometer Rumindhold: liter

    Netcaféer

    I de store shopping malls i Kingston er der gratis internetstandere. Der er også enkelte netcaféer, men hovedsageligt i Kingston-området. Der er dog også netcaféer i Montego Bay og Negril.

    Lokale forhold

    Tidszone

    Når klokken er 12.00 i Danmark (sommertid), er den 05.00 på Jamaica. Når klokken er 12.00 i Danmark (vintertid, er den 06.00 på Jamaica.

    Drikkepenge

    De fleste hoteller og restauranter lægger selv 10 procent på regningen, men hvis det ikke er gjort, forventes det, at man selv lægger mellem 10 og 15 procent. Andre tjenere, piccoloer og portører forventer at blive tilgodeset, også selvom der er blevet lagt drikkepenge på regningen. Det er normalt at give taxachauffører 10 procent.

    Helligdage

    Nytårsdag, 1. januar Arbejdernes dag, 23. maj Uafhængighedsdag, 6. august Frigørelsesdag, 7. august Nationalheltenes dag, 16. oktober 1. juledag, 25. december 2. juledag, 26. december Flytbare helligdage Askeonsdag Langfredag, marts eller april 2. påskedag, marts eller april

    Nødhjælp

    For at tilkalde hjælp på Jamaica skal du ringe på følgende numre: Politi (119) Brandvæsen og ambulance (110)

    Forhold for handicappede

    Der er ikke gjort meget for de handicappede på Jamaica. For rullestolsbrugere er det vigtigt at ringe til hotellerne i forvejen for at høre, om de har værelser i stueetagen, der er til at komme til uden for mange trin, og der har døre med en passende bredde. Der er ikke mange steder, der har specielle faciliteter for handicappede.

    Mad og drikke

    Maden på Jamaica er godt krydret, tung mad, der baserer sig på kød, ris og bønner, garneret med kokosmælk og masser af fisk og skaldyr. Til den stærke mad drikkes stærk Jamaica-rom. Til den lokale kaffe fra Blue Mountains kan nydes en Tia Maria chokoladelikør, der produceres af bønner fra samme område.

    Fotografering

    Almindelig høflighed udbedes, hvis lokalbefolkningen skal foreviges til fotoalbummet.

    Drikkevand

    Det er normalt sikkert at drikke vandet på Jamaica, men efter store vejrlige fænomener kan drikkevandet være urent, så lige efter en storm eller orkan er det været sikrest at holde sig til vand på flaske.

    Elektricitet

    På Jamaica benytter man følgende strømkilde: 110 V AC, 50 Hz, nogle hoteller har også 220 V AC.

    Opførsel

    Selvom tropelandet indbyder til at smide tøjet, er den jamaicanske dress-code rimelig streng. Det er velset og ofte påkrævet at bære slips og jakke på restauranter.

    Åbningstider

    Butikker har åbent fra 9.00 til 17.00 (mandag-lørdag), enkelte holder dog lukket onsdag eftermiddag. Bankerne har åbent fra 8.30 til 15.00 (mandag-fredag).

    Overnatning

    Det er essentielt at vide, hvor man skal tilbringe den første nat, fordi det skal skrives på det turistvisa, der skal afleveres i tolden. Ellers har alle turistbureauerne gode informationer om overnatningssteder for enhver smag lige fra luksuriøse hoteller over vandrehjem til campingpladser.

    Camping

    Der er flere campingpladser på øen, hvoraf nogle også tilbyder teltleje.

    Hoteller

    Der er 4 forskellige hotelkategorier fra A-D, der er baseret på prisniveauet. Jamaica er tilhænger af Club Med-princippet, hvor alt er inkluderet i prisen, især på hotellerne ved de mere turistede strande.

    Andre overnatningsformer

    Der er over 800 bosteder til leje rundt om på øen i alt fra små lejligheder til rummelige huse over hyggelige hytter. Hvis man er nogle stykker om at dele, kan man få en villa med egen kok, stuepige og swimmingpool til rimelige penge.

    Vandrehjem

    Der er vandrerhjem at finde på Jamaica i både Montego Bay og Kingston.

    Pension

    Der er mulighed for at tage på bed & breakfast i både hovedstaden og i flere af provinserne. Der er steder at finde i blandet andet Ocho Rios, Port Antonio og Montego Bay.

    Lokal transport

    Tog

    Siden en stor ulykke i 1994 har al togtransport været standset, og der er ikke nogen planer om at genoptage den.

    På Jamaica kan man flyve indenrigs mellem de større byer. Busnettet dækker også ruterne mellem de større byer i landet. Yderligere er der mulighed for at leje en bil, men man skal være fyldt 25 år, før det kan lade sig gøre.

    Bus

    Der er busforbindelser mellem de store byer og bybusser i Kingston. De fleste ruter køres af minibusser, der kan være meget overfyldte, men tilgengæld er meget billige.

    Fly

    Det officielle flyselskab er Air Jamaica, og det flyver mellem Kingston, Port Antonio, Ocho Rios og Negril.

    Taxi

    Taxierne er markerede med røde skilte hvor der står PPV (public passenger vehicle). De er ikke prisregulerede fra statens side, så det er ofte dyrt. Det er kun enkelte af vognene, der har taxameter. Tit er det fornuftigt at høre prisen, før man sætter sig ind i vognen. Taksterne er højere om natten.

    Billeje

    I de fleste store byer kan der lejes biler, hvis føreren er fyldt 25 år. Det er ofte den dyreste måde at komme rundt på, men sikrere end den offentlige transport, selvom udlejningsbilerne kan blive udsat for røveriske overfald. Desuden er de jamaicanske veje ofte krogede og hullede, så det kan være farligt at køre om natten, når sigtbarheden er dårlig, især i bjergområderne.

    Specielle forhold

    Som gammel engelsk koloni og medlem af Commonwealth udgives dagspressen på engelsk, så det er let at danne sig et overblik over, hvad der sker i på kulturområdet, mens man er der. Selvom jamaicanerne som udgangspunkt er et meget venligt folk, er volden og kriminaliteten alligevel steget meget især i byområderne. Det er ikke tilrådeligt at gå på gaden eller tage med offentlige transportmidler om natten.

    Rejser & Fly har primært til formål at formidle informationer om rejsedestinationer. Rejser & FLy sælger ikke rejser og billetter markedsført på denne side. Enhver bestilling der foretages på baggrund af en forespørgsel eller booking fra denne website, vil være underlagt de betingelser og regler, som de pågældende rejsebureauer eller rejsearrangører har oplyst ved bestilling. Rejser & Fly fraskriver sig ethvert ansvar for tab eller skade, som måtte opstå på baggrund af rejser købt og bestilt fra denne website. Rejser & Fly er kun en oplysningsside og er ikke medlem af rejsegarantifonden. Som ved al indkøb af rejser på nettet er du ikke omfattet af rejsegarantifonden og rejsepakkeloven, såfremt du ikke vælger at købe ét samlet pakkearrangement hos én leverandør. Rejser & Fly samarbejder med Auto Escape Nordic som kan kontaktes på info@autoescape.dk Søger  du tandlæge i Århus?