Seværdigheder
Bratislavas borg
Bevæger man sig af de stejle borgtrapper, Zámocké schody, op til den middelalderlige Corvinus-port, bliver man belønnet med et fantastisk udsyn over Donau-floden og boligkomplekset Petrzaka, der huser en tredjedel af Bratislavas befolkning. Den fire-tårnede borg er oprindeligt fra 900-tallet, men er blevet bygget om i flere omgange.
Dalen Vratna dolina
Ankommer man til Malá Fatra fra dens nordlige side, vil man støde på den kendte og romantiske Vratna dolina dal, der ligger ved den lille landsby Terchová. Dalen er et godt udgangspunkt for vandreture, der bringer én forbi fåreflokke, malede træhuse og idylliske landsbyer.
Den blå kirke i Bratislava
Gemt væk i en lille gade syd for det gigantiske supermarked Tesco i Bratislava ligger den skønne Art Nouveau-kirke, Modry kostilík. En arkitekt fra Budapest stod for opførelsen af kirken, der blev bygget fra 1910 til 1913. Såvel indeni som udenpå er kirken unik i sine eventyrlige dekorationer, ornamenter og farver, der ikke findes magen til i hele Slovakiet.
Det Slovakiske Nationalgalleri
Over 50.000 kunstværker er til offentligt skue på Det Slovakiske Nationalgalleri i Bratislava. Man kan blandt andet se flotte gotiske træsnit, moderne kunst og værker af udenlandske kunstnere såsom Messerschmidt, Donner og Maulnertsch.
Det Slovakiske Nationalmuseum
Det Slovakiske Nationalmuseum ejer og passer den største samling i Slovakiet. Den rummer blandt andet naturhistoriske samlinger om mineralogi, botanik, zoologi, insekter, sundhed og havets fauna.
Det Østslovakiske Museum
Nær hovedtorvet ligger Det Østslovakiske Museum, der indeholder en del interessante samlinger. Mest spændende er dog Guldskatten fra Kosice, der blev opdaget ved et tilfælde i 1935 og består af knap 3000 gulddukater. Guldskatten stammer fra det 15.- til det 17. århundrede og omfatter mønter fra adskillige lande.
Elisabeth-domkirken i Kosice
I Slovakiets næststørste by, Kosice, ligger det flotteste gotiske bygningsværk i hele landet. St. Elisabeth-domkirken der blev bygget fra 1380, er den største kirke i Slovakiet. Den huser blandt andet et enestående træalter fra 1474 og Urbanova-klokketårnet, der dominerer det rombe-formede hovedtorv foran kirken.
Franciskanerkirken
Når man spadserer ned af gaden Ursulinska, kommer man pludselig til den gotiske Franciskanerkirke fra det 13. århundrede. Byens ældste kirke blev indviet under overværelse af den ungarske Kong Ondrej III, der skænkede Bratislava en række selvstyre privilegier i 1291. Inde i kirken står det imponerende Skt. Johannes-kapel fra 1380, der af kendere betegnes som "en gotisk perle".
Frihedshulen Demänovská
Demänovská jaskynna Slobody blev opdaget i 1921 og er Slovakiets mest besøgte hule med knap 200.000 besøgende om året. Frihedshulen ligger i Demänovská dalen på den nordlige side af Lave Tatra. Hulen indeholder flotte drypstensformationer, dybe afgrunde og underjordiske vandløb.
Ishulen Dobsinska I'adova Jaskyna,
Allerede i 1870 åbnedes den smukke ishule der ligger i områdets sydlige del. Hulen ligger kun 15 minutters kørsel fra områdets to landsbyer, Dedinky og Mlynky, og er et fantastisk syn med sine flotte isformationer og massive isfundament.



