Seværdigheder
Badebyen Oostende
Færge- og badebyen Oostende ved Belgiens vestkyst betegner sig selv som "badestedernes dronning" og kan da også prale af sine fem vidunderlige sandstrande. Derudover rummer byen et kasino, en hestevæddeløbsbane og en lang række spændende museer.
Brugges katedral
Kirken Onze Lieve Vrouwerk fra 1400-tallet virker udefra ganske imponerende med sit over 120 meter høje tårn, der i øvrigt fungerer som vartegn for Brugge. Og besøger man det indre af kirken, kan man opleve uvurderlige kunstværker af blandt andre Van Dyck, David og Michelangelo.
Domkirken Onze-Lieve-Vrouw
Domkirken Onze-Lieve-Vrouw er Belgiens største gotiske kirke og virker da også ganske imponerende. Kirken rummer et berømt klokkespil og er overdådigt udsmykket af blandt andre Antwerpens berømte bysbarn, kunstneren Peter Paul Rubens.
Grand' Place
Grand' Place er en arkitektonisk åbenbaring af de sjældne. Pladsen, der af flere betegnes som verdens smukkeste, er omkranset af overdådige huse og palæer udført i flamsk barok fra omkring 1500-tallet. Grand' Place emmer af stemning, historie og liv og danner ofte centrum for markedsdage, koncerter og farvestrålende optog.
Middelalderbyen Gent
Som middelalderby hører Gent til i den absolutte sværvægtsklasse, og en gåtur gennem byen giver et både uromantiseret og realistisk bud på de fysiske rammer i en midteuropæisk middelalderby. Gent rummer endvidere en række fine museer, der udstiller kunst af verdenskendte malere som Hieronymus Bosch og Jan van Eyck.
Pladsen Grote Markt
Pladsen Grote Markt ligger i midten af Antwerpens gamle stemningsfulde middelalderkvarter. Her er der mulighed for enten at slappe af og nyde livet på én af pladsens utallige caféer eller gå på opdagelse blandt de mange smukke 1500-tals huse, der ligger netop her.
Pladserne Markt og Burg
De to pladser Markt og Burg i centrum af Brugge er også et besøg værd. På Markt finder man det over 80 meter høje ottekantede bytårn "Belfort", mens man på den noget fornemmere Burg finder byens rådhus.
Romantiske vandreture
En vandretur gennem middelalderbyen Brugge er i sig selv en seværdighed i høj klasse, og det vil være naturligt at krydre en sådan tur med en romantisk sejltur på kanalerne.
Statuen Manneken Pis
Enhver, der besøger Bruxelles, bør lægge vejen forbi den lille verdensberømte bronzestatue "Manneken Pis" fra 1619, som er Belgiens svar på Den Lille Havfrue. Statuen skal symbolisere Bruxelles-borgernes mangel på respekt, og det job må man sige, at den tissende dreng klarer ganske godt.
Tintins eget museum
Verdens vel nok bedst kendte belgier, tegneseriefiguren Tintin, kommer fra Bruxelles, og derfor har man naturligt nok opført et museum til ære for helten. Museet rummer udover alskens oplysninger om Tintin også udstillinger om Lucky Luke, der ligeledes stammer fra Belgien, samt en lang række andre tegneseriefigurer og tegnere.



